Amme-karrusellen

Hola madres!

Jeg vil starte dagen med, at fortælle jer om den amme-karrusel jeg har befundet mig i de sidste par måneder.

Jeg blev d. 12. Juli 2018 mor til den dejligste lille dreng. Jeg var en af de mødre, hvor mælken ikke var faldet til før fødsel. Jeg undrede mig over, hvorfor mine bryster ikke rigtigt voksede under graviditeten. Mine veninder havde fortalt, at deres mælk løb, selv under graviditeten. Hvor blev mit af?
Endelig kom tiden til fødslen, og NØJ, hvor gik det stærkt! Adam var ude inden vi nåede op på fødestuen – det var en smule voldsomt, for både mor og baby. Da vi begyndte at komme til os selv, fik jeg hjælp til, at ligge ham til brystet. Han tog godt fat, og min mælkeproduktion begyndte øjeblikkeligt. Dagen efter havde jeg større bryster, end jeg nogensinde havde turde håbe på, at se på min krop! De var vildt flotte!

Vi var kommet godt fra start med amningen, og jeg nød nærheden med min søn. Langsomt blev mine brystvorter helt afsindigt ømme, og begyndte at revne enkelte steder. Trods svie og smerte, måtte baby ligges til – han var jo sulten. Han spiste, og spiste, og spiste.
Med tiden blev revnerne større, og begyndte tilmed at bløde. Baby blev sulten, skulle ammes. Jeg græd. Ughf, hvor gjorde det ondt. Den forfærdelige splittelse imellem, at ville give min baby den mad han behøvede, og stadig, at ville gøre alt for, at undslippe den smerte det medførte.

Som ugerne gik, helede mine bryster og amningen blev en hyggelig og behagelig del af hverdagen. Adam spiste ofte og længe – men han tog desværre aldrig ordentligt på. Derudover havde han kun afføring én gang om ugen – og selvom at det ikke er en dårlig ting i sig selv, begyndte det at bekymre mig, da baby begyndte, at være meget ked af det. Jeg kontaktede sundhedsplejersken, som anbefalede laktulose.
Vi begyndte behandlingen, men oplevede aldrig nogen effekt. Efter 14 dage på medicinen, snakkede jeg med lægen om det – hun anbefalede mig at skifte til movicol. Så det gjorde vi. Stadig uden effekt.
i løbet af de 14 dage på laktulose, havde jeg prøvet, at få fat i min sundhedsplejerske gentagne gange. Jeg ringede, lagde telefonsvarer, sendte beskeder. Uden respons.
Da movicolen heller ikke ville hjælpe, begyndte afmagten langsomt at sprede sig i min krop.
Noget sagde mig, at min dreng var sulten. Jeg ville finde ud af, hvor meget han egentligt fik spist på et måltid, så jeg begyndte at pumpe ud, med en brystpumpe min søster forærede mig. Jeg pumpede på livet løs, og efter en time sad jeg tilbage med 60 mL. 60 ML FOLKENS!!! Så forstod jeg da godt, at min baby aldrig blev mæt – eller glad.

Jeg blev ved med at pumpe ud til hvert måltid, og supplerede op med modermælkserstatning. Jeg måtte ringe til en venindes sundhedplejerske for vejledning, da min egen stadig ikke var til, at få fat i.

Jeg var lykkelig over at have fundet roden til min babys gråd, men dybt inden i begyndte en stor knude at vokse, for MIN mad var jo ikke god nok. Var jeg så heller ikke god nok? Ville man overhovedet være en god mor, hvis man ikke kunne amme?
Tankerne åd mig op, indtil jeg endelig fik mig samlet mod til, at dele mine tanker med en god veninde. Hun trøstede mig, og fortalte hvad hun engang fik at vide, trods et ukompliceret ammeforløb: “en god mor sidder ikke brysterne”. Det var lige det jeg havde haft brug for at høre. Ordene kørte inden  mig – igen og igen. Den dårlige samvittighed udviklede sig til en selvsikkerhed om, at jeg gjorde dét, som var bedst for mit barn. For han var jo glad igen. Han havde brug for flasken. Jeg gjorde det rigtige. Også selvom min sundhedsplejerske, min vejleder, ikke var til, at regne med. Jeg er en god mor.

 

En kærlighedshistorie

En kærlighedshistorie

Hello mommies..

Som i kunne læse i mit første indslag, rejste jeg i mit sabbatår til Spanien, for at arbejde, og for, at få erfaringen af, at bo i et andet land. Hvad jeg ikke vidste var, at der i Spanien ventede mig en kærlighed, som jeg aldrig før havde oplevet.


Jeg startede på mit nye arbejde. Vi var en håndfuld nye, som sammen skulle lære kunsten – at sælge. Det var hård og intens træning – både teori og praksis. Jeg brød flere gange sammen bag telefonen, når jeg skulle presse mig selv til, at bruge de salgs teknikker som jeg havde lært i mødelokalet forinden. Vi fik mange afvisninger, mange nederlag. Mange af de nyansatte sprang fra, inden de fik deres første salg. Det var en hård, men for mig, vidunderlig verden.
Da jeg så småt begyndte at være mere ved telefonen end i mødelokalet, fik jeg større kendskab til de ‘gamle’ ansatte, som også hjalp os med supplerende salgstræning. I rygepauserne snakkede vi om det liv, vi efterlod i Danmark, og jeg fortalte, at jeg havde gjort det forbi med min fyr derhjemme for, at rejse til Spanien og nyde ‘det frie liv’.

Dagene gik, og de andre nyansatte fik så småt deres første salg. Jeg haltede bagefter, så en ung fyr ved navn Jonas, begyndte at live-coache mig. Det gav mig en kæmpe selvtillidsboost, at have en erfaren sælger i ryggen, når jeg skulle kontakte de danske virksomhedejere.
Jonas var en sød fyr. Jeg lærte ham så småt at kende, og tænkte, at vi ville få et fantastisk venskab.

I en rygepause sad jeg sammen med Jonas og en flok andre medarbejdere. Vi snakkede igen om livet vi efterlod os i Danmark. Jonas sagde flabet til mig, at han var sikker på, at jeg havde droppet min fyr i Danmark for, at rejse til Spanien og blive kærester med ham. Jeg grinede, for på daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at han en dag skulle blive far til min søn.

Samme aften skulle der være personalefest. Vi ville mødes og spise sammen i vores lejlighed, og sammen tage videre i byen. Jeg havde hygget mig hele eftermiddagen med pigerne fra lejligheden. Vi havde shoppet, gjort os lækre, og talt om vores forventninger til aftenen. Jeg kunne ikke slippe tanken om, dét Jonas sagde tidligere på dagen. Måske havde han ret?
Da Jonas ankom, så jeg ham pludseligt med andre øjne. Han lyste rummet op, og jeg var som i trance. Samtidig strittede alt indeni mig imod – for jeg var jo ikke taget til Spanien for, at finde en kæreste! Tværtimod.
Vi brugte hele aftenen sammen, og da den var ved at nå sin ende, tilbød Jonas at følge mig hjem. Hvad jeg ikke vidste var, at det ikke var mit hjem, han ville følge mig til. Vi gik en lang omvej, for ikke at komme forbi min lejlighed, og efter ca. en time nåede vi Jonas’ boligblok i udkanten af Fuengirola. Der sov vi, side om side. Sagde blot godnat med et kys. Aldrig før havde jeg sovet så godt.

Dagene gik, og inden vi så os om, havde vi brugt hele weekenden sammen. Det samme mønster skulle vise sig den kommende arbejdsuge. Jonas tog mig med på tur mandag efter arbejde. Vi gik ned i en park, hvor vi sad på en bænk og snakkede i en times tid. Jeg havde sommerfugle i maven. Han gjorde sig virkelig

umage.
Vi rejste os, for at finde noget at spise. Vores forelskede maver, havde ingen appetit, så vi satte istedet kurs mod havnen. Her satte vi os ud på molen, på en stor sten, med fødderne ned i vandet. Han kyssede mig – igen og igen. Vi stirrede dybt i hinandens øjne, og inden vi fik set os om, var klokken næsten midnat.

Da vidste jeg, at det var Jonas jeg ville bruge mit liv med.

Dagene blev til uger, ugerne til måneder, og da der var gået 3 måneder, blev vi enige om at det var på tide at flytte sammen. Jonas’ daværende room-mate, var alligevel på vej hjem til Danmark, så jeg flyttede hjem til ham.

Vi havde den mest fantastiske tid sammen i syd Spanien.

Efter to år med manden i mit liv, udeblev min ellers regelmæssige menstruation. Jeg vidste straks hvad det betød, men tog for en sikkerheds skyld en test, som selvfølgeligt viste positiv. Jeg gik i panik. Jonas havde godt nok gentagne gange talt om, at vi en dag skulle blive en familie – men ville han nu også virkelig dét, når det kom til stykket? Og hvad med mig? Var jeg klar?

Med rystende hænder, tog jeg fat i håndtaget til badeværelses døren. Jeg skyndte mig ind på soveværelset, hvor Jonas stadig lå i sengen. Jeg kiggede ham dybt i øjnene. “Jeg er gravid” fik jeg stille sagt med en hæs og rustende stemme. Han reagerede ikke rigtigt, så jeg brød fuldstændigt sammen i afmagt. Hvad havde jeg dog gjort?

Det viste sig, at Jonas var meget glad for nyheden. Den skulle bare lige fise ind – og desuden var han lige så usikker på mig, som jeg var på ham. Men med tiden blev vi sikre – vi skulle være en familie.

Tiden gik, og da graviditeten blev bekræftet på hospitalet, ringede vi hjem til vores familier med den glade nyhed. De blev SÅ glade, også selvom vi på daværende tidspunkt ikke havde planlagt, at komme hjem til Danmark for, at blive forældre. Vi fejrede nyheden med vores spanske ‘familie’, og nød tiden som kommende forældre.

Tiden til første scanning kom, og jeg skulle afsted til et fremmed sygehus (jeg havde besøgt sygehuset en del, i den tid jeg havde brugt i Spanien). Jeg talte en smule spansk, men turde ikke stole på mit sprogøre – tænk hvis jeg missede nogle vigtige informationer om min baby!! Desuden nægtede de spanke læger at tale engelsk. Derfor havde jeg min veninde, Mia, med, så hun kunne oversætte hvad lægen sagde.

Tiden gik, og jeg var til flere besøg hos både læge og jordemoder. Langsomt begyndte jeg, at føle mig rigtigt utryg ved det Spanske system. Jeg havde brug for, at tale med nogle danske læger om min graviditet. For første gang siden jeg flyttede, følte jeg en trang til, at være tæt på min familie. Alt inden i mig trak mod Danmark.

Heldigvis var Jonas frisk – og måneden efter havde vi pakket alt det vi kunne have, resten havde vi givet væk, og var på vej mod Danmark.

Nu startede et helt nyt eventyr. Endnu engang måtte vi rykke teltpælene op, efterlade det vi kaldte for hjem. Endnu engang skulle vi flytte over 3500 km til et land, hvor vi intet ejede. Derudover kom der en baby inden for 5 måneder. Vi fik pludseligt travlt. Den da

 

g i dag vil jeg sige, at vi klarede ret godt.

5 måneder senere, kom den dejligste lille dreng, og vi bor i dag alle 3 i det skønneste hus, blot få kilometer fra min fødeby. Den rejstelystne pige er vendt hjem – for en stund.

 

Vores første billeder sammen.

Mit første indlæg – starten på et eventyr

Mit første indlæg – starten på et eventyr

Halløj momsters! 

Herhjemme er vi tidligt oppe. Jonas står op og kører kl 05, og Adam er altid klar til,  at vi skal stå op med ham og få morgenmad. Derefter ligger Adam sig heldigvis til at sove igen. Det efterlader mig i stuen, for vågen til at gå i seng igen, for træt til at starte dagen. Jeg sætter mig ud på terrassen for, at ryge min morgensmøg (ja, for den slags dårlige vaner, tillader jeg mig selv at have – slemme mig!!). De tidlige morgentimer giver mig tid og ro til, at fundere over de sidste par år af mit livs eventyr; for et eventyr har det i sandhed været.

Mit eventyr startede, da jeg blev student. Jeg boede stadig hjemme i min fødeby, Aars. Det var, som for de fleste, en helt fantastisk og samtidig en utroligt skræmmende tid, hvor glæden over, at have fuldført min ungdomsuddannelse, ofte blev erstattet af frygten for ikke, at vide, hvad jeg skulle give mig til fremover. Som mange unge mennesker var jeg utrolig rejselysten. Selvom jeg tidligere havde rejst i store dele af verden, havde jeg aldrig boet uden for Danmarks grænser. En lyst som jeg snart skulle få stillet.

Jeg brugte, som mange andre unge, meget tid på de sociale medier. Her faldt jeg over et opslag fra telemarketings selskabet Tello. De søgte nye medarbejdere til deres afdeling i Fuengirola, Spanien. Uden at tænke videre over det, søgte jeg stillingen.

Jeg fik jobbet, og halvanden måned efter, havde jeg pakket mine ting, og var på vej sydpå.

Hvad jeg ikke vidste var, at mit livs kærlighed ventede på mig i Spanien – men det er en helt anden historie, som jeg glæder mig til at fortælle om en anden gang!